Selvom mange kommuner kan sænke skatten uden det påvirker den kommunale service, så betyder en kompliceret sammenhæng, at massive kommunale skattelettelser vil give hovedbrud på Christiansborg.
Det skyldes at det såkaldte råderum bliver mindre, hvis kommunerne sætter skatten ned. Forklaringen er, at råderummet angiver, hvor mange penge det offentlige kan bruge frem til 2025, hvis der i 2025 skal være strukturel balance på de offentlige finanser i Danmark.
Når kommunerne sætter skatten ned, så bliver kommunernes overskud mindre, og dermed bliver det økonomiske råderum tilsvarende mindre. Det betyder helt lavpraktisk, at der er et mindre beløb, som Folketingets partier kan bruge eksempelvis ved forhandlingerne om finansloven.